
Tranum-Slettestrand
Nordvestjylland
Tranum-Slettestrand
Etapen følger kystskrænten Lien, som er Danmarks længste indlandsskrænt, hvor du kan se bjergtagende udsigter over kystsletten og hele Jammerbugten fra Bulbjerg i Vest til Rubjerg Knude mod nordøst. Du kommer overvejende til at vandre på naturstier i kuperet terræn på de 11 kilometer.
Tranum-Slettestrand
Udvalgte oplevelser på etapen
Fosdal og Langdal Plantager
Fosdalen og dens omgivelser har været søgt af mennesker for sit helbredende vand siden tidlig middelalder. Måske er det den fornemmelse af at træde i forfædrenes fodspor, der giver området sin særlige virkning og føjer en ekstra dimension til naturens mangfoldighed og landskabets skønhed.
Et af Hanherreds mest kendte udflugtssteder er Fosdalen, som skærer sig ned i landskabet fra plateauet ved Lerup Kirke og åbner sig ud mod kystskrænten Lien. Hvis du vil gå igennem dalen, kan det anbefales at starte ved Lerup Kirke. I nærheden af kirken udspringer Vor Frue Kilde, en gammel helligkilde, som i århundreder har tiltrukket syge på Jomfru Marias fødselsdag, den 8. september, i håbet om at blive helbredt. Det gav også anledning til det store Lerup Kildemarked. Det var både en tid præget af handel og dans, men også druk og slagsmål. I 1585 klagede præsten til bispen i Børglum over ”grov uskikkelighed”, og markedet blev flyttet.
En lang afmærket vandrerute fører dig rundt i hele plantagen og giver et godt indtryk af variationen. I den øvre del af Fosdalen vandrer du under frodige løvskove med fuglesang fra oven og bækkens rislen i dalbunden. Længst nede, hvor dalen er mere åben, venter der dig en rig flora med sjældne arter. I plantagen kan du også opleve de smukke, kendte hedestrækninger, som er forblevet utilplantede. Her kan du se indlandsheder karakteristiske arter som hedelyng, enebær, blåbær, tyttebær og hede-melbærris.
Hele året rundt er Fosdalen et besøg værd.
Fosdalen, 9460 Brovst
Lerup Kirke
Smukt placeret midt i det maleriske landskab omkring Fosdalen ligger Lerup Kirke. Kirkens idylliske placering bærer vidnesbyrd om, at kirken historisk er tæt forbundet med den hellige kilde i Fosdalen. Landsbykirken blev bygget i slutningen af 1100-tallet og indviet til Vor Frue, Jomfru Maria. Over årene er kirken blevet udvidet. Omkring 1500-tallet fik kirken et tårn, og senere kom et våbenhus af nyere dato.
Inde i kirken kan du se altertavlen fra anden halvdel af 1600-tallet, selvom den først blev hængt op i Lerup Kirke omkring 1750, og prædikestolen kan dateres til begyndelsen af 1700-tallet. Når du retter blikket op mod hvælvingerne, kan du se kalkmalerier, og hvis du kigger mod døbefonten, vil du se, at den er dekoreret med en keltisk billedfrise, som fortæller om den kristne kirkes frembrud i Danmark.
Fosdalvej 34, 9460 Brovst
Nyttige informationer
Hvordan kommer du til og fra etapen med offentlig transport?
Du kan finde vej til etapen med offentlig transport ved brug af Rejseplanen og Hærvejsappen. For at komme til etapens startpunkt, skal du indtaste destinationen ‘Tranum Skole (Margrethegårdsvej / Jammerbugt)’ på Rejseplanen. Når du er fremme, kan du bruge Hærvejsappen til at finde vej ud til Hærvejen.
Nyttige links
Rejseplanen: www.rejseplanen.dk
Få et stempel i dit Hærvejspas
På denne etape kan du få et stempel i dit Hærvejspas ved Skovlegepladsen i Langdal Plantage.
Andre etaper i Nordvestjylland


Ruter
Tornby-Lønstrup

Ruter
Lønstrup-Thise

Ruter
Thise-Blokhus

Ruter
Blokhus-Tranum

Ruter
Tranum-Slettestrand

Ruter
Slettestrand-Fjerritslev
